Restaurant Latin Klostergade 2 8000 Århus C. Tlf.: 8613 7812
Så stod Latin endnu engang for skud da vi skulle bespise kunder. Stedet har ved tidligere besøg vist sig hyggeligt og betjeningen er i top, så det har altid været en sikker vinder med kunder.
Stemningen var igen fin, stedet er trangt men meget hyggeligt og vi blev bud hjerteligt velkomne af en meget venlig og frisk tjener.
Vi valgte:
"Soupe de poissons", som er Latins fiskesuppe med aïoli, emmentaler og brødcroutoner. Suppen var god, stærk og passede godt til det varme vejr. Der er tale om en ret rustik suppe med en kraftig hvidløgssuppe - en dejlig suppe, perfekt til en kold vinterdag, men uopfindsom i sin fremtoning.
Dernæst fik jeg: "Duet af kalvemedaljon og braiseret spidsbryst med urtecrust hertil citronconfit og cremet hummerkartoffel". Her var et stykke fint stegt kalvemedaljon men det var ikke til at smage noget "hummersmag" i kartoflen. Det spændende her var det braiserede spidsbryst som var rigtig dejligt, flot specielt pga. den gode "urtecrust" som fik det til at gøre en forskel.
Alt i alt endnu en god oplevelse på Latin - madmæssigt lige knap på højde med sidste besøg, men stadig et besøg værd. Betjeningen altid opmærksom og sprudlende, uden det tager overhånd.
Cola: Coca cola på glasflaske Kvalitet: ***** Kreativitet: **** Stemning: ****** Toiletter: ?
-- anmeldelse fra 10 januar 2004 ----------------------
Vi kom sent - først ved 21.30 tiden, men alligevel var der fuldt hus. Det var ikke noget problem for den ualmindelige gode og nærværende betjening af forpagteren selv, som tog sig alligevel tid til at sætte sig ned ved bordet og oversætte menukortet til engelsk for min kollega fra UAE (De Forenede Arabiske Emirater).
Til velkomst fik vi en hurtig aperitif, som var god uden at jeg husker den nærmere.
Fra et pænt udvalg med 4-5 forretter og det samme antal hovedretter og deserter valgte jeg at starte med noget gravad kronhjort med salat og en hjemmebagt grossini. Kronhjorten var smurt over med en af den type sovse der følger med når man køber gravad filet i Brugsen - det var efter min mening lidt for dominerende, men alt i alt en fin ret alligevel.
Hovedretten jeg fik var oksemørbrad på lidt porre, gulerod og sukkerærter - alle tilberedt så de var perfekt sprøde. Hertil et flot stykke af en kartoffeltærte som dekorativt stod på højkant. Kødet var 3 flotte skiver stegt let røde (dog bad jeg om helt rød) - mørt og vellavet. Soucen var en dejlig tyk demi glace smagt til med portvin (?) og der skulle iflg. tjeneren være rørt foie gras i - det var dog i så små mængder at det ikke kunne ses eller smages, men det var alligevel en utrolig dejlig sauce, selv om jeg som foie gras freak var lidt skuffet - men et meget veltilberedt måltid.
Min UAE kollega valgte samme hovedret og ville springe forretten over, men den venlige tjener bragte ham en flot skål salat, (så han ikke skulle sidde og føle sig uden for). Fin handling. Min kollega fra Lemvig startede med en fiskesuppe, som blev serveret fra en suppeterrin ved bordet, da tallerkenen blev serveret med brød og ost, som blev overheldt med suppen - en helt fantastisk suppe iflg. min kollega. Herefter fik han en fisk i hollandaisesouce som var anrettet som et impressionistiskfransk kunstmaleri hvor fisken var dekoreret med "skæl" af tynde skiver jordskokker - flot og iflg. min kollega et meget vellavet stykke fisk.
Af vine anbefalede tjeneren en australsk vin (merlot) som passede fint til vores forretter og til kødet til hovedretten, men min kollega fik et glas hvidvin (på tjenerens opfordring).
Det var sent og vi var mætte, så vi sprang deserten over - selv om det vi så bragt ind til de andre borde så både lækkert og særdeles flot ud. Det hele kostede som beskrevet ovenfor 950 kr. for tre personer - utroligt billigt syntes vi, specielt i forhold til den fantastiske betjening og den vellavede mad.
Pga. den gode oplevelse gik flere af vores kunder og kolleger fra UAE derned aftenen efter og de taler stadig om fiskesuppen som de ikke kunne få nok af.
Prøv det selv - du bliver ikke skuffet.
Cola: Jeg fik vand og vin - for en gang skyld ingen cola Kvalitet: ***** Kreativitet: ***** Stemning: ****** Toiletter: ?
Det lyder da kanon ?