Malling og Schmidt Jægergårdsgade 81 8000 Århus C Tlf.: 8617 7088
På vores bryllupsdag skulle vi fejre med et besøg hos Malling & Schmidt - et rimeligt nyt sted i Århus som vi stiftede bekendskab med til min sidste fødselsdag, hvor vi fik en imponerende buffet leveret ud af huset fra Malling & Schmidt - det var en fantastisk overraskelse at buffetmad kunne have et så højt niveau. Vi havde derfor meget store forventninger til dette besøg en kold dag i november.
Man går gennem butikken (!) der sælger spændende køkkenudstyr og op i sofaen hvor vi valgte en kir royal mens vi studerede kortet (som vi i øvrigt selv måtte bede om). Menukortet har et pænt a la carteudvalg (noget som er rart at se - efterhånden er der flere og flere steder hvor man overhovedet ikke kan vælge) og et imponerende vinkort. Man kan endvidere vælge mellem 2 menuer (4 og 6 retter) som tjeneren vælger med hård hånd ud fra a la carte udvalget. Hvorfor man ikke selv må være med til at vælge stod uklart, men vi var bestemt tilfredse med tjenerens valg. Til menuen valgte vi vinmenuen, men da vi ikke her er eksperter holder vi os fra at vurdere denne.
Vi fik: Appetizer - dansk frokost som var i en spændende fortolkning med først en is lavet på en dansk gedeost rullet i citronsukker, laks ned agurkeskum, sild med kaviar (den firkantede) og leverpostej rullet i rødbede. Virkelig en flot og fantasifuld appetizer.
Kammuslinger i to konsistenser & kartoffelsalat. Skummede sauce af bakskuld. Kammuslinger og bakskuldsauce var virkelig gode, men den helt store overraskelse var kartoffelsalaten som var meget fint reven kartoffel som var marineret og serveret rå. Velsmagende og fornyende. Som lidt spiseligt kunst var der små blæksprutteblækgeleterninger.
Rødspætte & røget ål. Saltet klatkage, krydderier & luftig rygeost. Igen en lækker ting og en virkelig velsmagende varm rygeostecreme kørt ud gennem en siffon for luftigheden.
Ganerenser: Friteret øllebrød med letpisket fløde på honing med øl. Spændende og velsmagende, men vi var enige i at den havde været bedre mellem hovedret og desert - lidt for meget klæbrig sødhed blev hængende til hovedretten.
Glaceret krondyr med små kartofler og diverse gemyse (da hjemmesiden ikke er opdateret med menukortet så må det blive ved dette) Krondyrmørbrad (?) var utrolig flot stegt - rød, men mør som smør, så de udleverede dolke fra lapland var slet ikke nødvendige - men mere opfindsomme end en steakkniv. Flot spændende grønsagsvariationer, men gulerodsmosen tilsmagt med vaniliekranse (!!) var en flot medspiller. Saucen blev heldt over ved bordet - perfekt, men ærgeligt vi ikke kunne beholde kanden. Imponerende hovedret - innovation og dansk tradition - skønt!
For-desert i form af en lille dåse med kanel-gelekugler. De lignede lakserogn, men en helt anden smagsoplevelse. Det er vist en El Bulli opfindelse, men igen i dansk indpakning med kanelsmag. De lå på et leje af frossen vand, men der gik lidt tid inden vi fandt ud af, at det ikke skulle spises - lejet her skulle måske gentænkes.
Danske æbler & Grønlandsk klokkeblomst. Hvid chokolade, skovsyre & is med honningkage. Så nåede vi slutningen og det blev et sandt festfyrværkeri, for det hele var overdrysset med nogle "krystaller" der popper i munden. Kærnemælkssuppen var jævnet med hvid chokolade og pyntet med variationer over æble. En god alternativ desert.
Alt i alt en fantastisk oplevelse af de få man kan finde i Århus i dette kulinariske kvalitetsniveau. Mange spændende overraskelser og man kan godt se at de har kigget i de inspirationsbøger der ligger fra den spanske superrestaurant El Bulli - her kommer der tydeligst en stor inspiration fra, men Malling & Schmidt formår at omsætte det hele til dansk - en flot oversættelse.
Køkkenet er klart til 6 stjerner for meget høj kreativitet og kvalitet; stedet er fint og hyggeligt men det mangler lige det sidste touch for at komme i den absolutte elite - der er lidt for meget cafe stemning som ikke helt matcher køkkenet. Derfor gives 5 meget pæne stjerner, men hvis maden alene er i fokus, så er det en klar 6'er. Men - ingen tvivl - den bedste 5'er vi har prøvet - og vi kommer igen.
Derfor: Du må endelig prøve dette sted - det er (stadig) lettere at få bord her end hos Brdr. Kock og større kreativitet end på Prins Ferdinand, så der er fuld valuta for pengene.
Cola: Cola på flaske Kvalitet: ****** Kreativitet: ****** Stemning: ***** Toiletter: ****