SALT Restaurant

SALT Restaurant

b

SALT Restaurant
Copenhagen Admiral Hotel
Toldbodgade 24-28
1253 København K
Tlf: +45 3374 1444
Email: info@saltrestaurant.dk

Jeg boede med kunder fra Tyrkiet på det dejlige Admiral Hotel og da vi havde gået København tynd hele dagen, var det nærliggende at tage den korte tur til SALT restaurant. Da tre af mine gæster var rettroende muslimer og ikke drak spiritus eller indtog sovse der var lavet på f.eks. vin så tænkte jeg at det var smart at gå i køkkenet allerede om eftermiddagen belært af tidligere dårlige oplevelser i Århus hvor jeg af restauranten blev skudt i skoen at jeg ikke havde varslet dem i god tid. Det var dog slet ikke noget problem på SALT, hvor den meget imødekomne kok fortalte at de sagtens kunne finde andre sovse og at de havde meget at byde på som hverken indeholdt vin eller svin. Det tydede jo rigtig godt.

Selv om det var en af årets varmeste dage med over 30 grader, så kunne vi desværre ikke få et bord udenfor da bordene ude maksimalt kunne tage 4 personer, så vi måtte sidde indenfor. Her endte vi i restaurantens udestue som er meget stor men virkede lidt tom på trods af at 5 andre borde her var besat - der er god plads på SALT.

Vi fik et udvalg af noget dejligt brød af den grove Emmery-type og nogle sur-dej's boller som havde en lidt syrlig smag som gjorde vores tyrkiske besøgende nervøse for om der var vin i, så jeg gav dem en sang om surbrød og hvordan den laves. Jeg tror ikke Muhammad var imod den gæring der er i surbrød. Vi fik desuden nogle grissini som stod i en frisk basilikumbaseret pesto. Til dette var der smør og 3 slags salt (Maldon, Læsø sydesalt og det franske Guerande Sel - saltenes svar på de tre tenorer).

Det udmærkede menukort som både var på dansk og engelsk præsenterede dagens menu samt en a la carde menu.

Vi fik:
* Ristede kammuslinger med hvide asparges, passionsjelly og fedtegrever (fedtegrever blev undladt for gæsterne). [Kammuslingerne var dejlige men passionsjelly og citronsaucen var lidt for syrlige. De hvide asparges var perfekt kogt, men enkelte ender var lidt trævlede]
* Bagt hellefisk og glaseret oksehale med rabarber, kantareller og fennikelchiffon [Hellefisken var nydeligt tilberedt og lå på et leje af kogt perlebyg, men hvedekornene manglede seriøst meget salt og var lidt besværlige at krydre da fisken var ovenpå. Den glaserede oksehale var paneret og lidt tør, men ellers velsmagende. Rabarberne var vældig fine og overhældt med brunet smør - en dejlig kombination hvor smørret tog det skarpe fra rabarberne. Fennikelchiffonen var desværre faldet lidt sammen og gjorde ikke det store ved retten.]
* Helstegt rødspætte med tørret tomat, estragon og citron [Jeg fik ikke selv denne ret, men mine tyrkiske gæster hvoraf en, Can, er ekspert i fisk og gæsterne roste denne gamle danske ret til skyerne. Tyrkere fra Istanbul er specialister i fisk og går meget op i dette, så det var en fantastisk ros. Jeg havde været noget nervøs over at servere fisk, men SALT fik de tyrkiske arme op!]
* Friske jordbær med mælkesyltetøj og pandekage. [Jeg måtte bare prøve dette for jeg havde ingen ide om hvad mælkesyltetøj var, men det var nu en lidt kedelig og for sød sauce. Pandekagen var af den amerikanske type, velsmagende men noget tung i det, så det var ikke så spændende.]

Til menuen valgte vi vantro en god pinot noir fra Alsace og appelsinjuice til de mere rettroende. Der blev endvidere serveret frisk postevand med isterninger - dejligt at man for en gang skyld i København ikke presses til at købe dyr sydlandsk vand på plastflaske.

Betjeningen var sød, rimelig hurtig og professionel og i eliten i forhold til hvad man normalt oplever på danske hotel-restauranter. SALT restaurant må dog ikke betragtes som en hotelrestaurant, for det er bestemt et sted jeg vil anbefale på trods af enkelte svipsere. Den professionalisme vi oplevede i forhold til udenlandske gæster med specielle behov var unik i forhold til hvad jeg har oplevet i Århus. Om det så bare er Århus som er mere amatøragtig eller om det er specielt for SALT ved jeg ikke, men det er ikke sidste gang jeg tager gæster med på SALT. Derfor bliver den samlede bedømmelse 5 kokkehuer, specielt den professionelle håndtering af gæsterne trækker op.

Cola: ?
Kvalitet: ****
Kreativitet: *****
Stemning: *****
Toiletter: ****

Af jens den 06 juli, 2006 10:15




Post en kommentar